Lisbet Holtedahl

Intervjuet av Ada Engebrigtsen, først utgitt i Norsk antropologisk Tidsskrift [nr. 2, 2016]. Original tittel: Visuell professor med visioner: Intervju med Lisbet Holtedahl.

AIE: Kunne du fortelle litt om veien fra en borgerlig pike i København, som jeg går ut fra du var på femtitallet, til å ta magistergrad i antropologi i Tromsø i 1973?

Lisbet: Ordet borgerlig er for mig tungt lastet med betydning. Jeg mindes, at der på et tidspunkt, i 1970’erne, her i Norge, var en diskussion om det at være borgerlig. Det var negativt ladet. Det var stærkt, det der med, at jeg blev opfattet som en borgerlig pige fra København. Pointen er, at man læste mig som en borgerlig dansk pige, da jeg kom til Norge. Der var meget ved min baggrund, som ikke var borgerligt i det hele taget. Den tolkning skyldtes nok min fremtoning. Jeg var vokset op uden for København, og selv om det miljø, jeg voksede op i, var ganske isoleret, var det vældig kosmopolitisk og meget orienteret mod det kontinentale Europa. Mange mennesker, jeg mødte i Norge, kunne ikke differentiere det urbane fra det borgerlige, forståeligt nok. Det oplevedes dengang ikke altid godt at blive kategoriseret som borgerlig. Mit opvækstmiljø var både urbant, kosmopolitisk og grundtvigiansk, set fra Norge, men det betød ikke, at jeg nogen sinde havde vært på en restaurant, eller at min familie var en del af det københavnske borgerskab.

Jeg havde en dygtig tegne- og musiklærer, Hans Kirk. Han syntes, at jeg var flink til at tegne, og opmuntrede mig meget. Hans senere musikpædagogiske arbejder, har jeg siden hørt, bliver brugt på konservatorierne i København og her i Tromsø. Jeg havde en historie- og geografilærer, Paul Johnsen, som var fra Færøerne. Han var original, kundskabsrig og kreativ. Senere skrev han Politikens store værk om Danmarks natur. Som pensionist uddannede han sig til socialantropolog. Han gjorde ting med os elever, som var utraditionelle. Han tog os med til Ulfshale ved Møn, en ø syd for Sjælland, og sendte os på sæljagt. Vi kravlede på maven – i flere dage – og måtte gøre fuldstændig, som han selv havde gjort, når han var på jagt på Færøerne. Vi måtte hele tiden bevæge os mod vinden. Vi fortsatte med det i flere dage, og til slut måtte vi sidde musestille og gøre alt det, som skulle gøres på jagt, lige indtil vi fik øje på flere hundrede sæler ude på den øde strand. Johnsen tog os også med ud til mange middelalderkirker for at se på kalkmalerier og med på vandring i mange dage i bakkerne på Djursland for at følge udviklingen af morænelandskaberne og gletsjerne der. Jeg husker, at jeg var scenograf ved opsættelsen af et teaterstykke, Pax, som Kirk skrev. Det handlede om fred i verden. Jeg havde takket nej til at spille frøken Pax. Jeg var for genert. Jeg husker, at Johnsen tog mig på ordet, da jeg engang foreslog, at hele klassen skulle bygge Afrika i sand og sten i geografilokalet på skolen. Han gav mig ansvaret for, at det blev gjort. Hele klassen trillede sand, grus og sten fra byggepladsen ved kirken over for skolen på trillebør til geografilokalet. Vi byggede et 8 x 10 meter stort Afrika med bjerge, floder, grænser, hovesteder.

Hjemme i Danmark havde jeg mange hæfter med tegninger, jeg havde lavet af afrikanske skulpturer og grønlandske genstande på Nationalmuseet, da jeg var 10–12 år gammel.

Det var en speciel oplevelse at flytte til Norge. Mine skolelæreres kundskaber, deres stærke engagement og eksperimentelle pædagogik fik mig til at føle, at jeg «ejede» verden på en måde, som måske var lidt unorsk.

Det var min mand, som fik mig til Norge. Jeg traf ham sommeren 1965 i Paris. Jeg havde været hushjælp i nogle måneder lige efter studentereksamen og rejste tilbage om sommeren for at arbejde som stuepige på et meget billigt lille hotel. Jeg mødte da en mand på Musée du Jeu de Paume ved Louvre foran Manets Olympia. Han var norsk og studerede medicin i Bergen. Jeg rejste til Norge i sommeren 66, og vi blev gift året etter. Sådan var det. Efter at jeg traf Knut, kom der et helt andet fokus på fremtiden, og spørgsmålet var: Skal vi bo her, skal vi bo der? Spørgsmålet om min egen uddannelse kom på dagsordenen, og jeg fik det travlt på en måde, jeg ikke havde haft før. Knut kunne nemlig ikke komme ind på medicinstudiet i Danmark, fordi han ikke havde taget studentereksamen i Danmark. Derfor måtte jeg rejse til Norge og tage min uddannelse der.

Da jeg traf Knut, var jeg meget optaget af at tegne og male og var ikke i det hele taget orienteret om den akademiske verden. Men vores møde og det, at han studerede ved universitetet, skabte min interesse. I fuld fart, på 10 måneder, tog jeg første del af franskstudiet, hvilket svarede til 2 års studier på Københavns Universitet. Jeg måtte have, hvad der svarede til 2 års studier bag mig, før jeg kunne søge om et norsk statsstipendium. Fremdriften blev stærk på akkurat uddannelse og karriereplanlægning. Da jeg afsluttede eksamen sommeren 66, søgte og fik jeg norsk statsstipendium og flyttede til Oslo for at studere kunsthistorie. Jeg havde nævnt i ansøgningen, at jeg gerne ville studere samisk kunst, og at jeg var fortrolig med grønlandsk kunst fra barndommen. Mine forældre havde taget en grønlandsk pige, Amalie, til sig. Amalie gav min familie en tæt kontakt med Grønland. Der var ikke kunsthistorie i Bergen, så Knut måtte finde en medicinstuderende i Oslo, som havde en kæreste i Bergen, så han kunne bytte studieplads med ham. Han fik efter lidt om og men en plads på medicinstudiet i Oslo. I fakultetsrådet havde nogen foreslået, at de to studerende kunne bytte kærester i stedet for studieplads!

At studere kunsthistorie i Oslo var helt fantastisk. Da jeg studerede fransk i Danmark, var der over hundred studerende til forelæsningerne i lingvistik, sprogteori og litteratur. Ofte var undervisningslokalerne alt for små, så vi måtte stå op, og vi fik aldrig snakket med forelæserne. Det var meget mere intimt i Oslo. Der var en stribe fremragende norske kunsthistorikere på studiet i Oslo, Palme, Malmanger, Brenna, Nordhagen og andre. Jeg sad bare der og sugede til mig og blev ført ind i en utrolig billedverden. Vi rejste rundt med lærerne og så kunst i Oslo, Bergen og Trondheim, og vi var også en tur i Rom. Det var helt eventyrligt.

Studiemæssigt fik jeg dog problemer. Min danske filosofikum og førstedel i fransk blev ikke godkendt på Universitetet i Oslo. Da jeg ønskede at tage magistergrad i kunsthistorie, viste det sig, at jeg måtte have ikke bare ét bifag, fransk, men to bifag. Siden jeg altid havde været interesseret i arktisk og afrikansk kunst, valgte jeg at studere etnografi som det tredje fag. På den måde kom jeg op på loftet på Etnografisk Museum i Oslo.

AIE: Hvordan var det å studere etnografi i Oslo?

Lisbet: Vi var otte studerende på loftet [på Etnografisk Museum i Oslo, red. anm.], og Harald Eidheim, Helge Kleivan, Arne Martin Klausen, Axel Sommerfelt, Ingrid Rudie og Johannes Falkenberg underviste i etnografi. Det var et helt nyt univers for mig. Den etnografi, som man underviste i på loftet, var meget mere abstrakt end kunsthistorien. Jeg var fascineret. I løbet af mit første studieår blev studiet omdøbt til socialantropologi.

På den ene side blev jeg begejstret for antropologien, som var bevidstgørende og erkendelsesudvidende i forhold til samfund og kulturvariation. På den anden side elskede jeg kunsten, som skabte skønhed, undring og provokation, men også kommunikation mellem mennesker, dybe følelser, og som var udviklende på sin måde.

Jeg konverterede til socialantropologien. Det skyldtes måske, at jeg også følte mig tiltrukket af antropologien som en slags kald, som kunne bruges i arbejdet med at bygge bro mellem mennesker. Dette var i 68, og socialt følte jeg mig måske mere hjemme i det mere «brogede» antropologimiljø end i det mere – ja, borgerlige – kunsthistoriemiljø.

Eftersom jeg på mellemfaget arbejdede med afrikansk kunst, gav Arne Martin mig lov til at lave en udstilling med dogonfolkets masker, som jeg havde fundet på Etnografisk Museums arkiv. Jeg havde også nogle omvisninger med særlig vægt på samlingerne fra Arktis for publikum på museet. Den erfaring gjorde mig interesseret i formidling og i den visuelle dimension ved kultur. Jeg begyndte også at fotografere. Vi var flere studerende, bl.a. Per Rekdal, som fremkaldte egne sort-hvide billeder på loftet. Jeg kan desuden huske, at jeg læste nogle meget interessante artikler af Andreas Fuglsang. Han havde brugt billeder i sit arbejde med oplysningsarbejde i Østafrika. Jeg korresponderede med ham om hans artikler og fortalte ham, at jeg havde lyst til at udforske hans metode i mit magistergradsarbejde i Afrika.

Axel var for nylig kommet hjem fra Afrika med meget stærke erfaringer og oplevelser fra Rhodesia/Zambia. Han hjalp mig med mine Afrika-studier og -planer. Arne Martin støttede mig på den museale front, og efterhånden kom Harald jo også ind. Han var altid udfordrende i forhold til mine ideer på det mere analytiske felt og på det etnografiske håndværk.

Jeg var fuldstændig hypnotiseret ikke bare af Fredrik Barths arbejder, men også af alle de knaldgode artikler af Helge Kleivan, Harald Eidheim, Jan Petter Blom og Reidar Grønhaug i de bøger, som Barth redigerede dengang. Reidar Grønhaugs videreudvikling af Fredrik Barths teorier i retning af situations- og symbolanalysen, som han senere kaldte den feltanalytiske opdagelsesstrategi, syntes jeg var vældig vigtig. Og så var det ikke at forglemme Ingrid Rudies magistergrad om hushold i Finnmark. Alle de tekster virkede meget mere håndterlige for mig i forhold til at lære mig antropologiske analysemåder end mangen stor, tyk bog med lange beskrivelser af eksotiske, religiøse og andre praksisser.

Axel havde en egen pædagogik og dramaturgi, som har været vigtig for den antropologi, den samarbejdsorienterede og den visuelle, som vi står for her ved Visuelle kulturstudier (VKS) i Tromsø. Han underviste i the extended case method også kaldt situationsanalyse. Han beskrev i nitide detaljer en konkret begivenhed. Beskrivelsen kunne strække sig over to forelæsninger, før han endelig slog til og pludselig rejste overraskende spørgsmål: Hvilken sammenhæng sker dette i? Axel var også meget optaget af at analysere forskerens relation til informanterne og af, at empirien skulle komme i dialog med teorien. Han begrundede sine forslag på en meget pædagogisk måde og snakkede om Van Velsens, Turners, Gluckmans og Clyde Mitchels arbejder. Som sagt har vi «lånt» meget fra denne etnografiske situationsanalyse ved VKS i Tromsø.

Jeg opfattede disse teoretiske udviklinger som direkte invitationer til at tage billeder og lave filmoptagelser af de begivenheder, som fandt sted, og som fulgte hinanden på rad og række, når vi lavede feltarbejde.

Forcen med billeder og film i antropologien er netop, at det kan gå hånd i hånd med situationsanalysen og feltanalysen. Filmede begivenhedssekvenser giver os mulighed til at gøre nitide studier af folks kommunikation, dagsordener og ikke mindst deres forhandlinger over tid – som Ingrid Rudie så levende har illustreret – fordi vi kan indhente forskellige folks egne beskrivelser af de samme begivenheder.

Så efter at have hørt og læst om situationsanalysen i min studietid, bemærkede jeg, at mange af Jean Rouchs film, som jeg havde set (først og fremmest Les Maîtres Fous), nærmest var en levende argumentation for Clyde Mitchells situationsanalyse, som han præsenterer den i sin artikel om kaleladansen, før den var skrevet. Takket være hans fokus på ændring, industrialisering og urbanisering i Vestafrika og Frankrig kan hans film ses som forløbere til de teoretiske og epistemologiske udviklinger, som situationsanalysen og procesanalysen, ja, hele mikro-makro-diskussionen, senere udmejslede.

Når vi var hos svigerforældre i Bergen i den periode, besøgte jeg en række gange Instituttet der. Jeg havde allerede dengang udviklet min store interesse for at knytte det visuelle udtryk til analysen af sociale processer. Fredrik Barth og Jan Petter Blom blandt andre viste stor interesse og kom med vigtige kommentarer og referencer til mit projekt.

Oprindelig havde Jan Petter Blom sagt til mig, at han kendte en dansk antropolog, som havde arbejdet i Niger. Det var Mette Bovin. Da jeg tog kontakt med hende, var hun ved at afslutte sine magisterstudier i etnografi i Aarhus. Hun skrev om landsbyen Garoua i Østniger og hjalp mig med kontakter i nabolandsbyen Maïné Soroa.

Inspireret af Andreas Fuglsang ville jeg undersøge, hvordan man kan formidle udtryk og følelser gennem billeder. Jeg studerede ivrigt billeder fra Afrika. Jeg købte et fint Nikon-apparat med tre linser, og Helge Ingstads «gamle» 16-mm-filmapparat fra Bell and Howell af min medstuderende Benedicte Ingstad.

The Consequences of Literacy af Jack Goody og Ian Watt gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den beskrev alfabetiseringens fundamentale ændringer af tænkemåder og samfundsorganisering, de kvalitative forskelle på mundtlig og skriftbaserede samfund. Goffman havde netop skrevet Gender advertisement, og Bateson og Mead plæderede for brug af billeder i antropologisk udforskning af kommunikation og børneopdragelse. Jeg læste ellers alt, jeg kunne finde om Afrika og de unge «uafhængige» afrikanske stater. Men jeg savnede beskrivelser af kvinder og kvinders rolle i den empiriske og teoretiske faglitteratur. Som en kvinde, der var optaget af de populære fremherskende fremstillinger af stærke vestafrikanske kvinder, blev jeg meget inspireret af Smiths bog Baba of Karo, historien om en hausakvinde i Nordnigeria.

AIE: Og så dro du deretter på feltarbeid i Niger?

Lisbet: Ja, men ikke direkte. På vej til Afrika rejste jeg først et semester til Paris med Knut. Knut fik permisjon fra turnustjenesten for at studere tropemedicin og fransk der. Opholdet i Paris gav mig en pangstart på mit første antropologiske projekt.

Jeg fulgte forelæsninger i hausasproget hos professor Gouffé på Institut National des Langues et Civilisations Vivantes, INALCO. Men det var fuldkommen vildt, at jeg bare kunne gå ret op på Collège de France og banke på Lévi-Strauss’ dør, spadsere ret ind og sige: «Goddag, jeg heder Lisbet, jeg vil gerne følge dit seminar». Det viste sig, at jeg var den eneste studerende på hans ugentlige seminar. Der var 15 personer, antropologer, filosofer, lingvister, som sad rundt et stort bord på Collège. Jeg forstod nok ikke så meget af det, som blev sagt der dengang! Men en del ting har præget mig, blandt andet Lévi-Strauss’ anvendelse af Ferdinand de Saussure og Roland Jacobsen og hans understregelse af auditive, visuelle, sensuelle, verbale og kognitive meningssystemers egendynamik. Jeg har haft kontakt med det forskningsmiljø i mange, mange år, senere gennem Institut d’Anthropologie Sociale i Paris. Når Lévi‑Strauss forelæste i det store auditorium på Collège de France, var det uhyre højtideligt. Man kunne høre en knappenål falde til jorden.

Og så var der Bourdieu. Pierre Bourdieu var min vejleder på École Pratique des Hautes Études. Det var noget andet. Han var meget uhøjtidelig, åben, fascinerende og meget samfundspolitisk engageret. Arne Martin havde sagt, før jeg rejste til Frankrig, at «Bourdieu har skrevet noget interessant om museer, Lisbet». Bourdieu havde nemlig skrevet en artikel om, hvordan man kan studere vedligehold og ændringer i magtforhold i det franske klassesamfund gennem at kortlægge, hvem der går på museum. Han tog altså udgangspunkt i det visuelle, dvs. i de forudsætninger, folk, som går på gallerier, har for at fortolke, forstå og værdsætte kunst. De har nemlig «smag», og «god smag» er en kapital i et klassedelt samfund. Det var en stor oplevelse for mig at diskutere mit eget projekt med ham. Han var begejstret for mine planer om at bruge billeder og tegninger af mennesker og rumlig organisering for at opdage, hvordan køn og etnicitet blev udformet og udtrykt under mit planlagte feltarbejde i Niger. Jeg deltog også i Paul Merciers seminar om Vestafrika, og der kom jeg i kontakt med dem, som siden skulle blive mine nærmeste kolleger og venner i Frankrig, Suzanne Bernus og André Marty.

Jeg mødte ofte Jean Rouch. Han var både en stor forsker, kunstner og kommunikator. Han har præget mig meget. Jeg havde mødt ham allerede i 1965, da jeg arbejdede som stuepige på et hotel, som lå i 16. arrondissement lige ved Palais de Chaillot. Nede i kælderen der var le Cinémathèque de France. Der betalte man 1 franc for at se en film. Man kunne se film når som helst mellem kl. 10 og 24 alle ugens dage. Rouch var for længst etableret som pioneren inden for dokumentarfilm i Europa og var måske på det tidspunkt allerede den allervigtigste person inden for europæisk dokumentarfilm. Han havde forsket og filmet i Niger i mange år, og han havde opbygget et filmmiljø i Niger. De første af hans mange vigtige etnografiske film handler om folk og samfund i Niger og Vestafrika i det hele taget. Hans film viser afrikaneres kamp for værdighed i mødet med franske og engelske kolonisatorer på en betagende måde – en måde, som udfordrede de gængse teorier om kolonisation og antropologisk metode på den tid. Filmene har længe været klassikere.

Jeg besøgte jævnligt Musée de l’Homme, som også lå i Palais de Chaillot. Inde i museet lå Comité du film, et yderst dynamisk etnografisk filmcenter, som blev drevet af Jean Rouch og Françoise Foucault. Jeg lyttede til hans fascinerende og provokerende forelæsninger, når han arrangerede seminarer i le Cinémathèque de France. Jeg havde rendezvouser med Jean Rouch på cafeen i Musée de l’Homme. Vi snakkede om mit projekt i Niger. Han gav mig gode råd. Jeg fik en anbefaling af ham, som jeg lagde ved min ansøgning til NAVF [i dag Norges Forskningsråd, red. anm.] om midler til feltarbejde. De midler fik jeg. Rouch sagde, at der endnu ikke var skrevet noget om kanurifolket i Østniger, og at det var en god idé at rejse dertil. Ingen franske antropologer havde gidet rejse så langt, sagde han. Mainé Soroa ligger ca. 1.200 km øst for Niamey og var lige så «afsides» for franskmændene, når de var i Niger, som Nord-Norge var for mange folk fra Sør-Norge dengang.

AIE: ... og så fulgte feltarbeid i Niger ...

Lisbet: Ja. Året i Niger har betydet meget for mig. Alle mine latente interesser eksploderede. Jeg lærte utrolig meget, og alle mine drømme blev indfriet. Det har siddet i mig lige siden. Jeg klarer næsten ikke at lave en forelæsning eller skrive noget uden at begynde med Niger den dag i dag. Jeg oplevede så meget, som var vigtigt for mig på det personlige plan, men også på det faglige plan, skulle det vise sig. Vi kørte fra Paris og gennem Sahara til hovedstaden, Niamey, med vores bedste venner fra Frankrig. En uendelig skønhed og menneskelig varme mødte mig, underskønne landskaber, klæder og dragter. Jeg syntes, det hele var usædvanlig interessant. På det tidspunkt var det 10 år siden, at Niger var blevet uafhængig, men præsidenten, Hamani Diori, var «håndplukket» af Frankrig. Det var endnu «kolonitid». Niger var og er blandt verdens fattigste lande.

Jeg har musikoptagelser, fotografier, film og tegninger fra feltarbejdet i Mainé Soroa som bilag til mine feltnoter. Jeg havde planlagt at studere børn, deres håndtering af etniske kategoriseringer og køn. Der var i hvert fald børn fra mindst seks etniske grupper på skolen i Mainé Soroa: mangaer (en kanurigruppe), hausaer, fulanere, arabere, tubuer, saraer. De skulle alle lære det franske sprog. Og jeg skulle studere, hvordan de byggede etniske og kønnede relationer i den nye neokoloniale kontekst. Sådan var projektet formuleret. Og så skulle jeg bruge bilder og tegninger i dialoger med børnene. Det var ikke bare mig, der tegnede. Jeg fik børnene til at tegne og male. Jeg har en samling med børnetegninger, som giver et interessant indblik i børns opfattelse af det sociale landskab i Maïné Soroa. Jeg har skrevet om det i min magistergradsafhandling.

Men jeg blev afsporet på to måder. Den ene afsporingen var, at jeg var voksen kvinde, og at jeg også blev vanvittig optaget af kvindernes liv. Jeg opdagede mange træk ved deres liv som kvinder, som var helt i strid med alt, man havde af stereotype forestillinger hos os dengang. Og det andre var, at jeg blev meget betaget af wodaabe-nomaderne.

Jeg var alligevel pligtopfyldende og arbejdede på skolen og med børnene og de etniske kategorier som planlagt. Men jeg skrev et kapitel om wodaaberne i afhandlingen. Jeg skrev også meget om kvinderne, ægteskaberne, skilsmisserne og om, hvordan rang og magt blev bygget op og visualiseret i det sociale landskab. For eksempel kan man ikke se på en mand, om han tilhører en bestemt etnisk gruppe. Enhver kvinde bærer derimod tegn, som gør, at man kan aflæse ikke bare, om hun er muslim eller kristen, men også hendes etniske tilhørighed, og om hun er gift eller ugift. Man kunne med andre ord altid se, om hun var manga, hausa eller tubu. Kvinderne formidlede deres forskellige identiteter i æstetiske formationer. Jeg oplevede disse visuelle udtryk som smukke og bevægende. Samtidig er netop kvindernes «ansvar» for at vedligeholde de etniske og religiøse tegn i eftertiden blevet et værktøj for mænd i de utroligste transformationer af magtrelationer, som har fundet sted mellem etniske grupper.

Før jeg rejste på feltarbejde, havde jeg sagt til Arne Martin og Harald, at jeg var så bange for, hvordan man dog skulle opføre sig i felten, og at jeg gerne ville se deres feltnoter. Jeg husker, at Arne Martin fortalte, at han brugte kort, som han klassificerede efter tema, og lavede huller i kortene, som passede til temaerne. Så brugte han en strikkepind for at finde frem til noter om de forskellige temaer efter behov.

Mens jeg var i felten, fandt jeg selv en løsning. For da jeg kom til en skrædder for at få syet en hanagambakjole og en mangakjole, sagde skrædderen til mig: «Du har ikke helt forstået det. Hanagambakvinder kommer ikke til mig. Du må gå til skrædderen der og der for at få syet en sådan kjole!». Og så svarede jeg, at jeg ønskede at lave en sådan skjorte med broderier som dem, nomademændene gik i. Da fik jeg at vide, at jeg måtte til en anden landsby for at få fat i stoffet; at det var araberne, som solgte det stof! At jeg måte til en tredje landsby for at få det syet, og at de lavede broderierne selv. Så jeg kom ind i en sådan klassisk afprøvning af, hvad jeg havde lært. Mine venner kritiserede og gjorde også nar. Jeg brugte derfor den strategi mere og mere systematisk. Det blev min metode, det, som Fredrik Barth kaldte dramatisering. Det, jeg lærte gennem denne udstillingsplanlægning i Maïné Soroa, havde jeg altså ikke formået at tilegne mig fra hverken metodebøger eller undervisningen.

I løbet af processen med hele projektet i Niger lærte jeg socialantropologisk praksis om end på en noget uforudset måde. Jeg forlod aldrig det visuelle, heller ikke kunsten. Jeg spurgte mig selv, hvordan andre havde formået at differentiere visuelle udtryk for statusser, roller og identiteter, når de ikke havde arbejdet med visualisering. Feltarbejdet var et eventyr.

AIE: Du var på Universitetet i Tromsø, UiT, fra begynnelsen? Hva husker du fra dengang?

Lisbet: Jeg kom direkte fra Niger til Tromsø i januar 1971, lige før UiT blev etableret. Jeg begyndte næsten med det samme at arbejde på Tromsø Museums samisk-etnografiske afdeling. Jeg var der i flere år, 71–74. I begyndelsen var jeg timelønnet assistent, og derefter blev jeg konservatorvikar. I 1972 kom Harald Eidheim til Tromsø. Han var nyudnævnt professor i samiske studier, og så kom i tur og orden Cato Wadel og Ottar Brox og i øvrigt mange samfundsforskere, som jeg aldrig havde truffet før, herunder Yngvar Løchen, Jon Eivind Kolberg og Narve Bjørgo.

Lokalsamfundsforskning blev vigtig. Den var forankret i Ottar Brox’ bog Hva skjer i Nord-Norge?. En helt skelsættende forskningsbaseret og fagpolitisk bog, som har inspireret generationer af samfundsforskere, studerende, politikere og folk i Nord-Norge. Den inviterede til debat og dialog og var på den måde et forsøg på at bruge antropologien til samfundsforandring.

Under disse processer sad jeg på museet og skrev magistergrad om køn, etnicitet og rang i Maïné Soroa i Niger, mens Alta-aktionen blev opbygget i Finnmark. Det var et utrolig stærkt møde med Nord-Norge. Jeg var ansat hos Ørnulf Vorren. Han var leder af afdelingen, var etnograf og specialist i det samiske samfund og kultur og kom selv fra Varanger. Jeg delte i en periode kontor med Ole Henrik Magga. Jeg var dagligt sammen med mange af de første samiske akademikere og kunstnere, Alf Isak Keskitalo, Mari Teigmo, Ivar Jåks. Desuden kom Tim Ingold og Robert Paine ofte ind om afdelingen. Jeg fik den samisk-etnografiske afdelings forhistorie og den nordnorske forskningspolitik, som alle «fædrene» havde haft del i, ind med modermælken. Den havde lighedstræk med historien fra Etnografisk Museum i Oslo: fra genstands- og kulturetnografi til socialantropologi. Der var spænding mellem den traditionelle beskrivende etnografi og den nye mere analytiske.

AIE: Hvilke forskningsinteresser hadde du etter at du kom til Tromsø?

Lisbet: I 1970’erne drejede min karriere sig overvejende om kvindefaglig antropologi og kundskabsformidling. På den ene side holdt jeg seminarer, skrev artikler om kønsroller og prøvede at skrive færdig magistergraden. På den anden side begyndte jeg at lave filmen Niger-Norge. Kvinder, etnocentrisme og udvikling. I mit arbejde på museets etnografiske afdeling prøvede jeg at formidle om etnocentriske holdninger til Nord-Norge og det samiske gennem tiderne. Jeg lavede udstillinger om Maïné Soroa i Niger på Nationalmuseet i København, på Etnografisk Museum i Oslo og på Tromsø Museum. Jeg skrev den populærvidenskabelige bog Frie Piger i Mangaland sammen med Mette Bovin. Jeg lærte virkelig, hvor vanskeligt kulturoversættelse og kundskabsformidling er, og begyndte at tænke, at antropologer måtte tage det visuelle og formidling som forskningsstrategi og forskningsformidling alvorlig. For eksempel var stoffets popularitet hos det danske forlag nemlig en smule «farlig». De ugifte kvinders historier om de mange elskere og deres nye indtægtsmuligheder ville appellere meget til de danske læsere, fik vi at vide af redaktøren.

Da jeg havde lavet filmen færdig, fik jeg en kras kritik fra marxist-leninister i antropologmiljøet i Aarhus, fordi den ikke viste, hvordan kapitalismen hærgede i Afrika.

I 1975 fik jeg forskningsstipendium fra NAVF til et forskningsprojekt om kønsrolledifferentieringsprocesser på Kvaløya. I den ansøgning havde jeg hentet stærk inspiration fra Roland Barthes’ Éléments de sémiologie. Jeg begyndte da at arbejde på Institutt for samfunnsvitenskap, ISV, og har altså haft universitetet som min arbejdsplads i 43 år, hvis vi regner min tid på museet med. Jeg samarbejdede i en årrække med Cato Wadel. Vi var fascineret optaget af de samme faglige spørgsmål. Han havde skrevet bogen Now, whose fault is that? om arbejdsløshed i Newfoundland, og jeg var begyndt at gøre feltarbejde med fotoapparat og filmkamera på Kvaløya. Cato syntes, det var morsomt at undervise sammen med mig og kunne godt lide min måde at bruge billeder og tegninger i undervisningen på.

Det blev til at jeg havde hovedansvaret for kønsrolleseminaret i mange år. Måske fordi jeg var så fanatisk optaget af metode og af operationalisering, og fordi de studerende ofte var meget ideologiske, insisterede jeg på, at de skulle fotografere i felten. De skulle så efterfølgende præsentere egne og informanters tolkninger af billederne på seminaret. Det blev på en måde min kamp. De studerende måtte demonstrere, at de virkelig havde lært, hvordan informanter læste køn, etnicitet, magt osv.; akkurat på samme måde som jeg havde gjort det i Niger. Dette var jo visualisering og formidling som værktøj i forskning og undervisning. Nogle studerende mistede jeg, fordi de ikke ønskede at tage dette ind over sig. De var ikke interesseret i informanternes kulturelle repertoirer. Men mange var begejstrede. Du kan jo ikke bygge samfundsvidenskabelig kundskab, hvis du ikke forankrer arbejdet i indsigt i folks egne forståelser. For uden den kan du heller ikke snakke med dem om det samfund, de lever i, og du kan slet ikke fortælle dem, hvad du tror, du har forstået, vel?

Min optagethed af formidling fortsatte med at vokse. Siden forsøgte jeg for eksempel at fremme akademias tilknytning til samfundet, da jeg sad som leder af ligestillingsudvalget ved Universitetet i Tromsø. Jeg havde undersøgt nærmere, hvad universitetet gjorde for at rekruttere studerende generelt – og særligt, hvorfor der ikke var kvindelige fiskeristuderende, og meget få, der studerede naturfag, matematik. Jeg havde bl.a. fundet noget informationsmateriale til rekrutteringsbrug i informationsafdelingen, og deri blev der fortrinsvis vist billeder af mandlige forskere og studerende, som stod i laboratorier og på fiskebåde. Der var ikke meget, som var tænkt rettet mod de unge piger i landsdelen, som skulle træffe beslutninger om deres fremtid. I anledning af UiT’s 10-års jubilæum fik jeg midler af universitetsledelsen til at lave en vandreudstilling sammen med Synnøve de Bouvrie Thorsen, som skulle fremme rekruttering af studerende til UiT. De studerende, som var på universitetet, skulle selv fortælle om livet som mandlig og kvindelig studerende, samisk og norsk. Vi havde en idé om, at det ville vært mere interessant for piger og drenge på alle de videregående skoler i landsdelen at se billeder af vore egne studerende og høre dem fortælle, hvordan det er at være studerende ved UiT. Udstillingen udløste en i et antropologisk perspektiv meget interessant debat om, hvad og hvordan et universitet kan formidle om sin virksomhed til befolkningen for at rekruttere studerende. Udstillingen blev nok opfattet som for selvkritisk af en del ansatte. Den kom i hvert fald aldrig på turne. I mine øjne reflekterede dette problem den voksende afstand mellem den akademiske kultur og den lokale og regionale kultur. Den samfundsfaglige og humanistiske kundskabsbygning sker i praksis ikke i en dialog med folk. Universitetsinstitutionens vækst medførte en stadig stærkere akademisk egendynamik og et stærkere fokus på den akademiske verdens egeninteresser.

AIE: Kan du fortelle om feltarbeidet i Ersfjordbotn og kanskje spesielt i forhold til feltarbeidene i Kamerun og Niger?

Lisbet: Fagligt oplevede jeg det næsten på samme måde som i Niger. Forskellen var, at jeg denne gang kunne fortsætte med at have kontakt med folk både under feltarbejdet, under skrivningen, og da jeg var «færdig» med at skrive.

Det, som gjorde både Niger og Ersfjorden interessant for mig, var de visuelle og kreative kunstneriske udtryk, som folk skabte. I Ersfjorden havde mange kvinder farverige plastikblomster og porcelænsfigurer i stuerne. De havde også barokgardiner, broderede billeder, silkepuder, kniplingsduge, hæklede grydelapper og håndklæder, strikkede trøjer og sokker og vævede tæpper. Jeg har stadigvæk selv plastikblomster, broderede puder og farverige grydelapper hjemme. Jeg «genkendte» kærligheden til håndarbejde fra min egen barndom, da jeg hver sommer tilbragte nogle sommerferieuger på den husmandsplads, min far kom fra. Jeg blev også inspireret af at lytte til folk, når de snakkede. Jeg syntes, de var så humoristiske, ærlige, begavede til mangt og meget og usigeligt beskedne. Jeg havde relevante indsigter, når Nord-Norges udvikling blev analyseret og forklaret på universitetet, og jeg kunne supplere Ottar Brox’ og Haralds omfattende lokalkundskaber. Jeg levede på «Yttersia» og kunne altid komme med sidste nyt.

Det, der var festligt i Ersfjordbotn, var alle foreningerne. Når jeg var med til missionsforeningsmøderne og møderne i syklubben, genoplevede jeg indremissionsmøderne i Tapdrup i Jylland. Der var ikke stor forskel mellem «på landet» i Danmark og i Norge. Det var altså også et eventyr at bo og lave feltarbejde her i Nord-Norge. Jeg gik med andre ord «bush». Men det gav mig måske en slags evne til at se, hvordan akademikere let kan gå «bush» i den akademiske verden. Til tider oplevede jeg, at akademia kunne fremstå som en etnocentrisk borg, og lokalbefolkningen snakkede i de utroligste vendinger om «universitetsfolka», de beskrev dem, som kom de fra månen. Det gjorde nok, at jeg blev yderligere optaget af, at man i sin antropologiske kundskabsbygning skal holde fast i en dialog og derigennem bidrage til at gøre den kundskab, man «laver», relevant for dem, den omhandler. Hvis man gør det, vil informanter føle, at de er medejere af kundskaben. Jeg boede altså i den fiskerbygd, som jeg gjorde langvarige etnografiske studier i. Det var tilfredsstillende for mig, at få kendskab til bygderne på «Yttersia» og at kunne følge forskellige familier i flere generationer over tid, at kunne give mine skriverier til dem. Jeg lærte også meget om de samiske traditioner og forhold. Jeg fik det hver eneste dag ind i min stue.

Jeg gik frem på samme måde, som da jeg gjorde feltarbejde i Niger nogle år tidligere. Hver gang det var 17. maj, og der var bedehussamlinger og basar, var jeg fast inventar med min 8-mm-projektor og viste film fra skolegården og fra missionsforeningsmøder. Jeg fik utrolig interessante tilbagemeldinger fra folk. Kvinderne kommenterede alt, de så, med stor iver, hinandens påklædning og opførsel osv.

Mens vi boede i Ersfjorden, skrev jeg bogen om Ersfjordbotn.

AIE: Hvordan var mottakelsen av boka?

Lisbet: Det startede med stor ængstelse for mig, for da jeg skulle publicere bogen, sagde Ottar: «Lisbet, du har et problem; du kan ikke anonymisere Ersfjordbotns befolkning. Alle ved jo, hvem der er hvem». «Alle» vidste, hvor vi boede. Men heldigvis var det sådan, at jo mere lokalbefolkningen læste manuskriptet, jo mere virkede det på mig, som om det var katarsis for dem. De læste og læste. Og nogle af kvinderne græd. Jeg fik lidt efter lidt tilbagemelding fra tre kvindegenerationer om, at når de læste teksten, følte de, at de forstod, hvorfor de havde vært oppe at skændes med hinanden. Da var det pludselig ikke så vanskeligt at tænke på publicering. Jeg beskrev jo, hvordan den ene kvinde bad den anden om at tage skoene af, før hun gik ind i huset, og andre lignende ting. Jeg forklarede i teksten, hvorfor nogen bestemte sig for det der med skoene. Kvinderne i Ersfjordbotn kunne jo læse at jeg mente de ikke fik tid til at debattere sig imellem; at når en ung småbarnsmor gerne ville have en børnehave til bygden, følte svigermor sin værdighed som hjemmegående husmor truet, for hun ville gerne stille op og passe børnebørnene. En kvinde, som begyndte at tjene penge, lo højt og sagde, at nu forstod hun ikke, hvad hun skulle med en mand. Efterhånden havde jeg opbygget tre kvindegenerationers livskontekster. På 10 år skete der lige så store forandringer i dét samfund, som andre samfund havde gennemlevet på 50 år. Den ændring i fundamentet for lokal kvindeidentitet, som fandt sted på det tidspunkt, tror jeg, kom godt frem i kapitlerne. Kvinderne læste om sig selv, mødrene og naboerne og blev ikke vrede over det, som stod der. Jeg forsøgte at anonymisere stedet og kvinderne i bogen, men det er indlysende for de fleste, at Veggefjord er Ersfjordbotn.

AIE: Og da kom filmen om Ersfjordbotn?

Lisbet: Ja, men ikke direkte derefter. Først var jeg gæsteforsker på Laboratoire d’anthropologie sociale i Paris. Françoise Héritier havde netop overtaget ledelsen efter Lévi-Strauss. Jeg nød godt af samtaler med Maguerite Dupire, Elisabeth Copet, Ariane Deluz og ikke mindst Susanne Bernus. I Paris planlagde jeg mit næste projekt i Afrika, i Cameroun denne gangen.

Hjemme i Norge havde Knut Erik Jensen, Nord-Norges store filmregissør, læst min bog fra Ersfjordbotn og foreslog, at jeg skrev et manus til en dokumentarfilm baseret på bogen. Da jeg spurgte Ersfjord-kvinderne, om vi måtte lave en dokumentarfilm baseret på bogen, som kom i 1986, sagde de ja til det også. Det gjorde Ersfjord-kvinderne virkelig synlige.

Det var imidlertid ikke helt enkelt at lave filmen. «Den dame skal vi ikke have med i filmen», sagde en af de stærke kvinder om en af de mindre stærke. Men Knut Erik var en rutineret instruktør, og damerne kendte mig godt, så vi taklede det. Filmarbejdet havde også en forsonende effekt på kvindernes opfattelse af sig selv og hinanden. Da filmen var færdig og blev vist på NRK påskeaften 1987, kom der mange henvendelser fra folk, som kunne lide filmen. Nogle dage senere ringede nogle kvinder fra nabobygden, som er læstadiansk, og som havde set filmen på tv, og spurgte mig, om jeg ikke ville skrive en bog og lave film om dem. De havde oprindelig nægtet mig at lave feltarbejde i deres bygd. Jeg fik også pludselig tilbudt mange interessante opgaver som kvindefaglig rådgiver i nordnorske kommuner og fylker. Dette var virkelig «betaling» for anstrengelserne. Jeg følte, at visualisering som metode var en succes.

Jeg tror altså, at min brug af visualisering i forskningen gjorde, at folk følte, at de var med i mine projekter. De følte ikke, at de blev udleveret på en negativ måde, selv om NRK-visningen skabte debat. Nogen kolleger fra fakultetet syntes, at vi havde lavet en for udleverende film, fordi der var mange nærbilleder af plastikblomsterne, broderierne, porcelænsheste og alt det der. Nogle mente, at andres opfattelser af disse missionsforeningskvinder og deres «dårlige» smag kunne skade dem. Spørgsmålet var, hvem der ud over akademikere ville læse udstrålingen fra stuerne i Ersfjordbotn som enkel kristelighed og dårlig smag. Når du arbejder med visualisering i formidling af forskning, er det ofte som at rette et antropologisk mikroskop mod, hvordan samfundsforskere selv opfatter deres virksomhed. Debatten fik navnet plastikblomstsyndromet.

Jeg fik mange breve fra kvinder og kvindeforeninger i Kystnorge, som havde set filmen på tv. Jeg gav brevene til NRK. Nogle skrev, at det var første gang, de havde set en sådan film om kystkvinder, deres hverdagsliv og den samfundsindsats, de havde gjort, og de smerter, de havde oplevet, på NRK. De var tilsyneladende glade for, at de blev synlige, indlemmet, accepteret, i det større samfund. Det er vigtigt, at vi antropologer bygger kundskab gennem at tilbageføre vores antagelser og undersøger, om det vi har forstået, hvordan de mennesker, vi arbejder med, tænker om verden og vores arbejde. Inger Altern var i alle de år, hvor jeg forskede i Nord-Norge, min nærmeste samarbejdspartner. Hun støttede mig fuldt ud i forhold til betydningen af visualisering i forskning og formidling.

Jeg blev derfor inspireret til at skrive mere om kontekster for formidling og om formidlingens epistemologi. I tillæg til at være optaget af det visuelle som værktøj i antropologisk forskning og formidling blev jeg meget optaget af, at fagudviklingen på ISV skulle reflektere de gode erfaringer med visualisering og dialog. Det er vigtigt at organisere undervisning og forskning på måder, som sikrer dialogen mellem akademia og samfundet, såvel det norske som det samiske, og dermed både kundskabsgevinsten og det ændringspotentiale, som den afføder. Folk får dermed også adgang til den kundskab, vi udvikler om dem sammen med dem. I det daværende kundskabspolitiske spil på ISV blev de fremherskende relevansregler defineret på en sådan måde, at det ikke var så let at give plads til den type problematik. Uden anerkendelse af betydningen af dialog og refleksivitet indebærer akademias perspektiv på samfundet, at folk ikke selv forstår, hvordan de rammes af undertrykkelsesmekanismer. Og man erkender dermed heller ikke vigtigheden akademias afhængighed af og behov for kontakt og samarbejde med folk og samfund. En patroniserende mentalitet sneg sig nok ind her og der. Hvis man ser på folk uden for universitetet som «elever» og ikke som kundskabsbærere, hvis man kun skriver artikler til videnskabelige tidsskrifter, får folk ikke selv glæde af kundskaben og føler endnu mindre et ejerskab i forhold til den. Men jeg må sige, at Universitet i Tromsø’s forskere i mange år havde et stort engagement i og en nær relation til landsdelen.

Arbejdet i Ersfjordbotn og mit langvarige samarbejde med Inger Altern lærte mig vældig meget om det norske samfund. Og jeg følte, at jeg fik afprøvet mine egne færdigheder, når det gælder antropologiske opdagelser og forklaringer med baggrund også i missionsforeninger, syklubber, filetarbejde, gardiner og lefser. Men vi så også, hvordan akademia fortsat var ganske maskulin, og hvordan den blev mere og mere orienteret mod den hegemoniske, dvs. globale, centraliserede, hierarkiske model. Man kan arbejde ihærdigt med samfundsrelevante temaer som samfundsudvikling, arbejdsmigration og flygtninge, med politik og kvinders stilling i Nord-Norge – og forankre forskningen i kontinuerlig dialog med informanter. Skrevne og visualiserende forskningsstrategier om disse temaer genererer imidlertid ofte forskellige typer relationer mellem forsker og den befolkning, som forskningen vedrører, og dermed forskellige kundskaber og forskellige muligheder for at deltage i en ændring.

AIE: Ditt engasjement og arbeid med å bygge opp visuell antropologi er kanskje nettopp ditt viktigste bidrag til antropologien? Hvordan ble visuell antropologi i Tromsø til?

Lisbet: Jeg husker, at jeg i 1981 tog hele gruppen fra kønsrolleseminaret med til NAFA–konference (Nordic Anthropological Film Association) i Stockholm og til Bilan du film ethnographique i Paris. Jeg havde været med til at starte NAFA i 1975 sammen med Heimo Lappaleinen, Mette Bovin og Knut Ekstrøm. NAFA har spillet en stor rolle for udviklingen af visuel antropologi i Norden. I Stockholm traf jeg for første gang David McDougall og Colin Young. De var inviteret af NAFA til at holde filmkursus for deltagerne fra hele Skandinavien. Det var meget spændende for os, og det fik konsekvenser for os alle. David McDougall er en af de vigtigste visuelle antropologer nogen sinde. Colin Young var dengang direktør for London Film School. Han arbejdede ivrigt for, at dokumentarfilmstuderende på filmskolen i London skulle have et antropologisk perspektiv. De var begge uddannet på UCLA. Vi, som kom fra Tromsø, sad så der og så film og hørte dem snakke om cinéma-vérité. De studerende fra Tromsø viste deres egne små filmklip fra kønsrolleseminaret. Diskussionerne, vi havde med Colin og David om filmklippene, var umådelig interessante. Dette blev begyndelsen på et tæt samarbejde med David og hans kone, Judith. De gjorde begge efterfølgende en stor indsats i Tromsø for at bidrage til kompetenceudvikling i visuel antropologi. De holdt flere månedlange workshops for både den videnskabelige stab og de studerende.

Efter Stockholm gik turen til Paris, hvor vi alle deltog i Jean Rouchs årlige etnografiske filmfestival på Musée de l’Homme og også i festivalen Cinéma du réel i Beaubourg-centret. Denne gang startede jeg igen et samarbejde med Jean Rouch. Han inviterede mig i 1982 til at deltage i et filmkursus på VARAN-skolen i Paris, som han også selv havde grundlagt. På VARAN i Paris var der mange interessante mennesker fra hele verden. Pludselig så jeg alt det nye, som var sket inden for antropologisk dokumentarfilm. De film, man lavede på VARAN, lignede ikke dem, man så på tv. Filmene havde det etnografiske perspektiv. Filmarbejderne brugte en masse tid på at snakke med de folk, de filmede, og de diskuterede med «karaktererne», hvordan de skulle formidle det, de ønskede, til et publikum.

I Tromsø kontaktede jeg Knut Erik Jensen. Sammen med ham og Jacques d’Arthuys, leder af VARAN, organiserede jeg et filmseminar på Tromsø Museum, hvor vi viste Jean Rouchs film fra Afrika og Knut Erik Jensens film fra Nord-Norge. Kort tid efter organiserede vi med to års mellemrum to 3-måneders kurser ved ISV her i Tromsø ledet af lærerne fra VARAN i Paris og Tone Skinningsrud fra Seksjon for skoleforskning, ISV. Studerende og unge fra Tromsø og hele Skandinavien deltog. Jeg tør nok sige, at mange filmarbejdere i Nord-Norge startede deres karriere på de kurser.

I forlængelsen af min brug af visuel antropologi skrev jeg artiklen «Communication problems in social research» om films potentiale i antropologisk forskning og i formidling. Den er publiceret i bogen The Nordic Eye fra NAFA’s monografiserie redigeret af Peter Crawford. Peter har i en årrække været leder af NAFA, og han har været professor II hos os i mange år. I artiklen beskrev jeg erfaringer med metoden fra Niger-feltarbejdet, og jeg skrev om anvendelsen af den i Nord-Norge. Sammen med Kirsten Danielsen fik jeg derefter penge fra NFR til at videreudvikle visualisering som undervisningsmetode. Vi udprøvede metoden med de studerende på kønsrolleseminaret, og vi lavede i 1983 en rapport, Film og kvalitativ metode. Bruk av film til kartlegging av hvorledes kjønn oppfattes/uttrykkes i noen nord-norske skole- og fritidsmiljøer. Vi systematiserede fremgangsmåden og instruerede de studerende i at bruge metoden. De skulle bruge kameraet i felten i dialog med informanter, og de skulle progressivt skrive om deres egen læringsproces. Dette var vel at mærke ikke primært for, at de skulle blive interesserede i film, det var for, at de skulle lære etnografi og antropologisk metode.

Det var spændende at forske med de studerende på denne måde. UiT var ungt og gav os mange udfordringer og muligheder. Nærheden til lokalbefolkningen i Nord-Norge, den samiske og den norske, påvirkede det akademiske arbejde. Jeg følte mig også privilegeret over at få lov til at være med til at udvikle både faget, metoderne og undervisningsstrategierne.

Disse erfaringer påvirkede i næste omgang meget mit arbejde i Cameroun. 10 år efter at jeg begyndte at forske og samarbejde med folk i Nordcameroun, skulle der bygges et universitet i Ngaoundéré, som skulle være løftestang for samfundsudvikling. Jeg var så heldig at være med i institutionsopbygningen der også. Vi fik midler fra NUFU (Norwegian Council of Universities’ Programme for Development Research and Education) i 1992–2006 til et stort samarbejdsprojekt, Anthropos-programmet. Samarbejdet med kolleger fra Cameroun om forskning, undervisning og kompetenceudvikling har været meget udfordrende og lærerigt. Det har sat spor både i Cameroun og på UiT i form af masterafhandlinger, doktordisputatser og mange antropologiske film om Cameroun.

Programmets målsætning og ambition var, at samarbejdet mellem to perifere universiteter skulle skabe nye og anderledes kundskaber om periferierne og desuden give indspil til anderledes og mindre centraliserende akademiske praksisser. En fælles ambition var at styrke vore vestlige universiteters erkendelse af, hvor vigtige Sydpartnernes bidrag gennem samarbejde og forskning er for vore egne universiteters udvikling. Vi har i en række år, 2005–2011, også samarbejdet med Universitetet i Bamako om udvikling af visuel antropologikompetence med støtte fra NORAD.

AIE: Hvordan utviklet arbeidet ditt seg etter VKS-etableringen?

Lisbet: Jeg skrev ganske meget i mange år, men har nok ikke publiceret så meget, efter at jeg begyndte at arbejde med film og engagerede mig i at få visuel antropologi etableret, kort sagt: efter at jeg engagerede mig i kundskabspolitisk udviklingsarbejde. Min faglige selvrespekt hviler derfor nok i dag i høj grad på de mere end 150 etnografiske film fra hele verden, som er lavet her på VKS. Det har været meget interessant, men også voldsomt krævende at arbejde med etablering og konsolidering af masteruddannelsen på VKS. Institutionsbygningen gik måske også ud over min egen filmproduktion. Jeg har tre film på vent i skuffen ud over dem, jeg har gjort færdig.

De sidste 20 år har jeg været optaget af mænds roller og positioner – mænd med og uden magt. Det handler jo stadigvæk om køn og politik. Tematisk handler det om globale, økonomiske, politiske og uddannelsespolitiske dynamikker, sådan som de kan opdages i lokale og regionale ændringsprocesser med særlig vægt på kvinder og mænds nye identiteter og ændringer i indflydelse og ansvar.

Nu holder jeg på med filmen om Al Hadjji Abbo, en muslimsk industrimagnat i Nordcameroun, som er fantastisk spændende, men også nervepirrende.

AIE: Kan du fortelle mer om det prosjektet?

Lisbet: Al Hajji Ousmanou Mohammadou Abbo er en af Camerouns rigeste mænd. Han har monopol på import og eksport af hvede. I mere end 15 år har jeg fulgt og filmet ham. Jeg har bl.a. i 10 år filmet bygningen af hans palads, som er et af de største i Afrika. Jeg oplever, at hans liv og entrepriser kan ses som en metafor for den gængse nord-syd-politik og -dynamik. Vestlige ngo’er arbejder hårdt for at bidrage til udvikling i landene i syd. Samtidig støtter de vestlige lande op om autoritære regimer i Afrika og godtager, at netop de mægtigste og rigeste, som de selv ønsker skal have den politiske magt, får monopol.

Al Hajji skændes med mindst 15 ingeniører, elektrikere, stukkatører, bygmestre, fliselæggere, rørlæggere og arkitekter, alle sammen europæere; de er portugisere og serbere, franskmænd og italienere, grækere og spaniere. De lægger fliser og marmorgulv og sætter guldservanter op. Jeg tænker, at det, jeg laver, er anvendt antropologi i mit studium af det samfund, som denne mægtige mand er en del af, og som han påvirker. I dette projekt drejer det sig om, hvordan globale økonomiske interesser styrer udformningen af politiske forhold og altså af magtstrukturer i Afrika. Det må jo være en måde at teste vores metode på. På en fag- og filmkonference, som jeg deltog i for et par år siden, lagde jeg mærke til en vis tilbøjelighed til fortrinsvis at arbejde med kvalitative studier af og film om fattige mennesker.

Jeg prøver at finde ud af, hvad det er, jeg ønsker, mit arbejde skal føre til, når det gælder denne rige og mægtige mand. Det drejer sig om den visuelle beskrivelse og formidling af, hvordan vestlige økonomiske interesser «udspiller sig» på tæppet til en agroindustriel entreprenør i Nordcameroun. Hans virksomheder repræsenterer vældig mange arbejdspladser. Samtidig har hans virksomheder medført brutale ændringer i Nordcameroun. Lokalt producerede råstoffer som hirse, majs og maniok er blevet erstattet af importeret hvede, dumpet fra EU, USA og Canada og konsumeret i form af baguetter. Politisk har han som forretningsmand mere magt, end nogen sultan har haft.

AIE: Du har sagt mye om politikk. Men det ligger også mange fallgruver i forholdet mellom politiske prosjekter og antropologiske prosjekter?

Lisbet: Det tager lang tid at gennemføre den anvendte visuelle samarbejds- og dialogstrategi. I det etablerede akademiske system er det vanskeligt at få tid til at praktisere disse idealer som forsker. Det er ikke åbenbart, at kundskabspolitiske ledere på universiteter og i departementer er de bedste til at fremme kreativitet og originalitet i institution og samfund. For tiden lægges der meget ensidigt vægt på produktion af artikler, men humanistisk og samfundsfaglig kundskabsproduktion er meget mere. Der er meget, som ikke måles i CRISTIN-systemet, for eksempel får man ikke synliggjort læreres arbejde med studerende, og hvad dette kan give af originale kundskabsbidrag, fordi man skelner så skarpt mellem forskning og undervisning. Miljøer, vi samarbejder med, spirer og gror i både Mali og Cameroun. Mange forskere, mere end 70 personer, som har fået universitetsstillinger og administrative stillinger dér, er tidligere stipendiater fra Anthropos-programmet. Der er gode resultater fra det samarbejde. Samarbejde i den akademiske verden er interessant – men af og til også smertefuldt. Uanset hvad må det være uvurderligt for fremtidens samfund, at der er så mange unge mennesker som muligt med antropologisk blik på udviklingen i deres egne samfund og med færdigheder inden for formidling og visualisering, som kan deltage i «oprydningsarbejde» i syd og nord.

AIE: Hvis du skal si noe til slutt om utfordringer for antropologer i dag. Er det det du ser kanskje, å ta tak i de der litt store spørsmålene og problemstillingene og de store maktkonstellasjonene?

Lisbet: Jeg tænker, at det ikke bare er, når vi laver feltarbejde og forsker, at vi skal være antropologer. Antropologien er vigtig i vor hverdag, i samfundet, på arbejdspladsen. Det handler om, hvordan et antropologisk blik let møder væggen, afvises og mister legitimitet, når situationen ikke er defineret som en eksplicit antropologisk setting. Jeg bliver meget engageret, når jeg gennem det, jeg vil kalde en antropologisk analyse af de akademiske processer, først har fået fat i et eller andet, som jeg mener er vældig vigtig samfundspolitisk. Så kan jeg ikke lade være med at pege på det. Og så har jeg ofte stukket næsen for langt frem.

Antropologer kan altså bidrage meget mere med et «blik», med den krydskulturelle forståelse, i den akademiske verden, ude i samfundet, i skolen, i politikken. Som ortodoks og frelst anvendt antropolog drømmer jeg om, at man kan gøre originale og anderledes studier af magt- og afmagtsprocesser. Der er så mange magtkampe, som foregår i offentligheden, som man burde dokumentere etnografisk. Jeg er interesseret i, om antropologer kan lave mere forskning om Fremskrittsparti-miljøer, Arbejderparti-ledelse eller Statoil og deres retorik. Altså netværkene og menneskene i dem. Når vi antropologer er optaget af magt, er vi ikke optaget af, hvem der er skurk, og hvem der er helt. Hvis vi kommer langt nok ind i de sociale, politiske og økonomiske dynamikker, kan vi få fat i magten som system. Det er de overindividuelle dynamikker, som betinger handlinger, vi er ude efter. Det er dér, antropologien har mest at give.

Jeg følte, at jeg fik det til med bogen og filmen om kvinderne i Nord-Norge. Når de læste det, jeg skrev, og som var resultat af vores dialog, følte de, at de fik puste på en ny måde. De forstod, at jeg havde som mål at forstå deres livsbetingelser, de pågående samfundsændringer – og ikke at karakterisere individer. De følte, at de blev både synliggjort og anerkendt som medlemmer i det store samfund. Det samme var tilfældet med min film om sultan Issa Maigari. Jeg behøver ikke at hænge sultanen ud, vel? Det går an at blive «gode venner» med en sultan. Og lydmesteren fra England, som ønskede at angribe sultanen i starten, var småforelsket i ham, da vi rejste hjem efter 2 måneder. I filmprojektet A Castle in Africa har jeg gennem 15 år været i dialog med et stort netværk med finansfyrsten i centrum, med korporative kanaler i afrikansk forstand. Jeg har hele tiden været klar over, at jeg er nødt til at lave en filmfortælling, som også Al Hajji Abbo selv synes er interessant. Jeg er muligvis indbildsk, når jeg tror, det går an at lave en film, som gør ham tilfreds, samtidig med at den fortæller en subtil historie om mange slags magtmisbrug. Det er stadig min ambition. Vi har et fag og en metode, som gør, at vi kan beskrive magtovertramp, i hvert fald have en ambition om at gøre det uden nødvendigvis at hænge folk ud, det være sig stor eller lille – og tilmed på film!

Jeg læste en god artikel af Sindre Bangstad og Bjørn Enge Bertelsen i Anthropology Today, som inspirerede mig. Den handlede om, hvor let det er at repetere gamle stereotypier om Afrika selv, når det er klart, at Afrika er en del af vor egen verden; at de ting, som sker der, er en uadskillelig del af de ting, som sker hos os. Vi vedligeholder forestillinger og fordomme om, at problemerne kommer fra det afrikanske kontinent og ikke, at de skabes i nord-syd-relationen. Processerne bag diamanterne, volden og krigen, som udspiller sig i nord-syd-feltet, kan studeres både hos os og i Afrika. Men det bliver kun bearbejdet gennem fiktionsfilm à la James Bond. Hvorfor skulle antropologer ikke beskrive dette, lave film om det? Kan man kun lave fiktion om det?

Antropologien kan blive et endnu mere betydningsfuldt fag ved at engagere sig yderligere i analyse af mange af disse aktuelle globale samfundsproblemer. Gillian Tett har beskrevet den urimelige øgede legitimering af økonomifagets magt. Eva Joly har utrættelig beskrevet skatteparadisernes og korruptionens rødder og ødelæggelser. Den voksende akademiske ligegyldighed og uansvarlighed er blandt andet beskrevet af Noam Chomsky, Edgar Morin, Michael Herzfeld og Vincent de Gaulejac.

Nicolaus Christakis har fremmet relevante forslag til forklaring af samfundsfagenes stagnation. Dette er kun nogle eksempler. Der er mange yderst uheldige situationer, som foregår nationalt og internationalt, og som akademia burde kunne beskæftige sig mere med. Jeg tror, at visualisering i forskning og formidling vil kunne fremtvinge yderligere refleksivitet i akademisk antropologi såvel som en stærkere og tættere kontakt og gensidig forståelse mellem antropologer og menneskene i samfundet.

Ada I. Engebrigtsen

Noter:

1. Intervjuet ble gjort 5 maj 2010 på Lisbeths kontor i Visuelle kulturstudier, Universitetet i Tromsø.

Referanser

Altern, Inger & Lisbet Holtedahl 1995 Kunnskap om oss og andre. Norsk antropologisk

tidsskrift. 1: 4–22. Bangstad, Sindre & Bjørn Enge Bertelsen 2010 Heart of Darkness Re-Invented? A Tale of Ex

Soldiers in the Democratic Republic of Congo. Anthropology Today 01/2010, 8–12. Barthes, Roland 1964 Éléments de sémiologie. Communications, 4(1), 91–135. Bovin, Mette og Holtedahl, Lisbet 1975 Frie Piger i Mangaland. København:

Nationalmuseets Forlag. Brox, Ottar 1969 Hva skjer i Nord-Norge? Oslo: Pax Forlag. Danielsen, Kirsten og Lisbet Holtedahl (red.) 1983 Film og kvalitativ metode: Hvordan vi

lærte kvalitativ metode ved hjælp af film og fotografier. Stensilserie / Institutt for

samfunnsvitenskap, Universitetet i Tromsø. A. Samfunnsfag; 45. Tromsø 120 bl ill. Goffman, Erving 1976 Gender advertisements. London: Macmillan Education Ltd. Goody, Jack & Ian Watt 1963 The consequences of literacy. Comparative studies in society

and history, 5 (03), 304–345. Holtedahl, Lisbet 1986 Hva mutter gjør er alltid viktig: om å være kvinne og mann i en

nordnorsk bygd i 1970-årene. Oslo: Universitetsforlaget. Holtedahl, Lisbet 1993 Communication problems in social research, i Crawford, Peter I. (red.).

The Nordic Eye: Proceedings from NAFA 1, Højbjerg: Intervention Press, 37–53. Mitchell, J. Clyde 1959 The Kalela Dance; Aspects of Social Relationships among Urban

Africans in Northern Rhodesia. Publisert av Manchester University Press på vegne av

Rhodes-Livingstone Institute. Mitchell, J. Clyde 1983 Case and situation analysis. The sociological review, 31(2), 187–211. Smith, Mary F. 1954 Baba of Karo, a woman of the Muslim Hausa. New Haven: Yale University

Press. Wadel, Cato 1973 Now, whose fault is that? The struggle for self-esteem in the face of

chronic unemployment. St. Johns, Newfoundland: Institute of Social and Economic

Research, Memorial University. Film Holtedahl, Lisbet 1975 Niger-Norge. Kvinner, etnosentrisme og utvikling. 16mm, 45min.

Statens Filmsentral og Universitetet i Tromsø. Holtedahl, Lisbet og Knut Erik Jensen 1987 Få er som far – ingen som ho mor. Video, 70min.

NRK Nord-Norge. Holtedahl, Lisbet 1993 The Sultan’s Burden. 16mm, 55min. BBC, NRK, DR. Holtedahl, Lisbet 2011 A Castle in Africa. A Portrait of the Muslim Industrial Al Hajji

Mohammadou Ousmanou Abbo. Work in progress, video, 60 min. VKS, Universitetet i

Tromsø. Rouch, Jean 1955 Les Maîtres Fous. 16mm, 30min. Les Films de la Pléiade. Utstilling Maïné-Soroa, a Village in Niger. 1972 Ethnographic Museum, Oslo. 1973 National Museum, Copenhagen. 1973 University Museum, Tromsø.